Smitte

Denguefeber skyldes et virus, der overføres med myg, der stikker om dagen. Myggene udklækkes i stillestående rent vand.

Symptomer

Symptomerne er influenzalignende med høj feber, hovedpine, muskelsmerter og udslæt. Diaré ses hos 25 % af patienterne og i sjældne tilfælde kan blodets størkningsevne blive nedsat (dengueblødningsfeber/hæmoragisk denguefeber) med risiko for dødsfald. Dengueblødningsfeber forekommer hos 0,2 % ved førstegangsinfektion og hos ca. 2 % af patienter, der tidligere har haft en dengueinfektion og smittes igen.

Forebyggelse

Der findes fire typer denguevirus, og smitte med én type giver ikke beskyttelse mod de andre typer. Der findes en vaccine (Qdenga), som giver fire års beskyttelse efter to indsprøjtninger. Det er vigtigt at man desuden bruger myggebalsam.

Forekomst

Dengue forekommer oftest i storbyer, men også på landet. Risiko for smitte stiger i regntiden og ved oversvømmelser. Forekomsten af denguefeber er steget støt i Syd- og Mellemamerika og Sydøstasien i de seneste 10-15 år, hvilket bl.a. skyldes den tiltagende urbanisering.