Helvedesild

Helvedesild (også kaldet zoster) er et udslæt, der skyldes skoldkoppevirus. Disse virus kan gemme sig i kroppen i årevis efter man har haft skoldkopper. De kan så pludselig vandre langs nerverne ud til huden. Her opstår blærer, som siden brister og giver smertefulde sår. Også efter heling af sårene kan der være stærke smerter, undertiden i månedsvis.  Udslættet kan sidde hvor som helst, f.eks. i ansigtet eller bælteformet langs et ribben, men altid kun i den ene side. Der kan opstå permanente skader på nerverne. Risikoen for at få helvedesild stiger med alderen.

Shingrix er en vaccine mod helvedesild. Den er godkendt til personer over 50 år samt personer over 18 år med særlig risiko. Den skal gives to gange med et interval på 2 (op til 6) måneder, hvorefter den beskytter mindst 7 år mod helvedesild.