Tuberkulose (forkortes TB) skyldes infektion med en bakterie.

Tuberkulose er hyppigst i lungerne, men kan give symptomer fra hele kroppen, og hos børn er især hjernehindebetændelse alvorlig.

Smitte med tuberkulose sker gennem luften fra en person, der udskiller tuberkelbakterier. Tuberkulose bliver mere og mere almindelig over hele verden, hvilket sandsynligvis skyldes spredningen af hiv-virus.

Tuberkulose er ikke særligt smitsom for raske personer, og vaccination foreslås derfor kun til udstationerede og andre, der vil opholde sig i tredjeverdenslande i mere end seks måneder.

Vaccination

Personer, der skal opholde sig i tredje verdens lande i mere end 6 måneder, udstationerede eller langtidsrejsende bør vaccineres. Det skal bemærkes, at vaccination udgik af det danske børnevaccinationsprogram mellem 1979-1989, idet det foregik amtsvis, først i Københavns Amt og sidst i Nordjyllands Amt.

Til vaccination mod tuberkulose anvendes en svækket, levende tuberkelbakterie BCG (Bacille-Calmette-Guerin). Vaccinationen er mest effektiv til forebyggelse af tuberkuløs meningitis, og da denne form for TB er hyppigst hos børn, er TB-vaccination vigtig hos uvaccinerede børn.

Man regner med, at BCG-vaccination efter en injektion giver delvis beskyttelse i mindst 10 år. Vaccination med BCG gives i huden og fremkalder et sår, der heler op efter 4-6 uger og efterlader et lille ar.