Smitte
Difteri skyldes en bakterie (Corynebacteria diphteria), og smitten er luftbåren. Bakterien kan danne et giftstof (toxin), der angriber forskellige organer.
Symptomer
Symptomerne starter med en pludselig indsættende halsbetændelse med synkesmerter og let feber. Ved alvorlig infektion ses fra pletter til tykke belægninger på mandlerne, den bløde gane og bagsiden af svælget. Der kan ses hævede og ømme kirtler på halsen af og til så voldsomt, at patienten bliver hæs og får vejrtrækningsbesvær. Bakteriens giftstof kan medføre muskel- og hjertepåvirkning, nyreskade og nervepåvirkning evt. med lammelser.
Infektion med difteri kan være dødelig, men kan tidligt i forløbet behandles med antibiotika.
Forekomst
Difteri er en sjælden sygdom i Danmark, da stort set alle er vaccineret mod sygdommen via børnevaccinationsprogrammet. Det sidste tilfælde var i 1998. På verdensplan er difteri udbredt.
Vaccination
Uanset rejsemål bør difterivaccinationen være mindre end 10 år gammel. Vaccinen mod difteri gives oftest sammen med vaccination mod stivkrampe i én vaccine.
Vaccination mod difteri og stivkrampe indgår i børnevaccinationsprogrammet, hvor der gives 3 vaccinationer inden 1-års alderen fulgt af en fjerde i 5-års alderen.
Beskyttelse efter disse fire vaccinationer varer mindst 10 år. Herefter bør der revaccineres hvert tiende år.