Ved dykning skal man være i fuldkommen psykisk balance og fysisk helt rask. Selv en mindre øvre luftvejsinfektion kan være farligt under højt tryk.

Malaria

Ved dykning i områder med malaria skal man være opmærksom på, at malaria-lægemidler, først og fremmest Lariam, bør undgås, da det kan give bivirkninger som fx svimmelhed og ændret rumopfattelse. Udlandsvaccinationens læger kan anvise alternative midler.

Øregangsbetændelse

Ved dykning kan man få betændelse i øregangen pga. infektion med bakterier fra vandet. Det kan forebygges ved at skylle øregangene med vand af drikkekvaltitet eller en opløsning af eddikesur lerjord efter hvert dyk og sørge for, at ørene bliver tørre mellem dykkene. Til formålet kan anvendes en 25 ml gummibold. Skulle du alligevel få øregangsbetændelse, kan det behandles med øredråber indeholdende antibiotika (Ciflox dråber). Lægen skriver recepterne.

Dekompressionssyge

Husk at holde dykkefri hver 3-4 dag og dykkefrit interval før flyvning: 24 timer ved non-dekompressionsdyk, 48 timer ved dekompressionsdyk.

Forsikring

Almindelige rejseforsikringer dækker ikke dykkerulykker. Tillægsforsikring kan tegnes hos udbydere af rejseforsikring, eller man kan tegne en decideret dykkerulykkesforsikring hos Divers Alert Network eller Dansk Sportsdykker Forbund (medlemmer).