Insektstik kan medføre ubehag og kan overføre sygdomme som fx malaria (smitte fra natmyg), gul feber, dengue feber og japansk hjernebetændelse (smitte fra dagmyg).

Insektstik kan undgås eller nedbringes væsenligt ved:

    • at bære lange bukser og lange ærmer og undgå tøj i mørke farver
    • at bruge et insektafvisende middel – i Danmark sælges Autan samt Mosi-guard, der er ligeså effektivt som “Jungle oil” (DEET). Midlerne virker mindst 4 timer. Insektafvisende midler smøres på udækket hud som fx hænder, arme, ankler, hals og ansigt undtagen rundt om øjnene. Begge midler kan virke lokalirriterende og bør derfor ikke anvendes dagligt over længere tid eller af børn under 3 år
    • at sove i rum med myggenet for vinduerne eller i rum med air-konditionering, alternativt kan væggene i værelset sprayes med et insektmiddel
    • at anvende insekticid imprægnerede myggenet omkring sengen om natten

Myggenet omkring sengen er den mest effektive metode til forebyggelse af malaria bortset fra den regelmæssige indtagelse af malaria-tabletter. Virkningen af et myggenet omkring sengen øges 2-4 gange ved at imprægnere nettet med fx permethrin eller deltamethrin. Myggenet med permethrinimprægnering er dog ulovlige at importere, sælge eller anvende i EU. Konsekvent anvendelse af imprægnerede myggenet omkring sengen nedsætter risikoen for af blive smittet med malaria med ca. 50%. Ved daglig anvendelse virker imprægneringen i ca. 6 måneder, hvorefter nettet bør re-imprægneres. Myggenettet skal være så stort, at det kan bøjes ind under madrassen eller soveposen, og skal hænge så løst omkring sengen, at der ikke er risiko for, at man kommer i berøring med nettet i løbet af natten.